Solen

Tilbage til Historiens vingesus

Tilbage til forsiden

1		Bilerne er ikke blot en del af vores historie, men de har i høj grad været med til at skabe vores historie og udviklingen i vores byer. I 1910 var der 678 personbiler i Danmark. I midten af 60’erne rundede tallet en million. Her i begyndelsen af 2022 er tallet 2.790.000.
2		Tiden løber, og vi prøver at følge med! Hanen galer hver gang en ny dag begynder.
3		Hvis man ikke vil gå, løbe eller cykle kan man tage bussen. Her er det den gamle bus på ruten Ask-Solbjerg-Aarhus, hvor ”Rutebiljørgen” alias Jørgen Jensen kørte første tur i 1922. Køreplanen var enkel – to daglige ture på hverdage og ekstra kørsel om søndagen og en teatertur torsdag aften. Men når der var ungskue i Aabenraa, blev turene aflyst, så han kunne køre landmænd til ungskue. Sønnen Herluf overtog ruten i 1966 og kørte den, indtil Aarhus Sporveje købte den 1975, hvor den blev til linje 52. Linje 52 blev senere til linje 20 og den nuværende linje 17, og ruten er lagt om flere gange. Og Ask står ikke mere på køreplanen.
4		En vikingetids-hestevogn i kunstnerens frie fortolkning, eller er det måske en SOL-vogn?
5		Tiset Kirke er en af de fem kirker, der dækker sognene i Solbjerg og Omegn. De fire andre er Tulstrup, Hvilsted, Astrup og Vitved Kirker. Der har også engang for mange år siden været en kirke i Solbjerg. Rester af fundament og grave er ved flere udgravninger i 2010-2012 fundet på marken, der ligger på skråningen ud mod Solbjerg Sø syd for Gammel Solbjerg. Kirken er forsvundet før Reformationen, og der er ingen skriftlige overleveringer om den. Var det pesten, der var årsag til dens forfald og forsvinden? Eller skal sandheden findes i de gamle myter, der fortæller om en kirke, der er sunket i Solbjerg sø, og hvor man kan høre kirkeklokken ringe fra søens bund i stille vejr? Var det en trold eller en ugudelig præst, der var skyld i kirkens forlis? Det er stadig en gåde.
6		”Solbjerg” navnet er meget gammelt og har under påvirkning af svundne tiders dialekter været stavet på forskellige måder. Det giver mulighed for flere fortolkninger. Navnet skal muligvis tydes som ”bjerget hvor solen blev tilbedt”, altså et hedensk offersted, hvor man tilbad solen, eller måske bare et sted, hvor man kunne se solen stå op eller gå ned. Til Toppen
7		Dora og Martha serverede på Ny Solbjerg Ko/Niels Peters Kro i mange år. Dora holdt ud i 51 år og Martha nåede også at fejre 40 års jubilæum. De fulgte med, når kroen skiftede ejere. Hvis der var gæster, som var frække, så var Dora kendt for at svinge en våd karklud. Martha brugte serveringsbakken. De nød stor respekt i lokalsamfundet.
8		Historien om Solbjerg Kro startede i Gammel Solbjerg. Her lå den kgl. privilegerede kro i mange år, og det var her gud og hvermand mødtes og fik de sidste nyheder fra de rejsende, der her gjorde ophold på turen fra Horsens til Aarhus og omvendt. I 1870 blev vejen forbi kroen flyttet længere mod øst på grund af oversvømmelser fra søen. Kromanden Hans Madsen besluttede at bygge en ny kro ved den nye vej lige der, hvor vejen fra Norsminde til Skanderborg krydsede den nye vej. Han kaldte kroen for Ny Solbjerg Kro, og en ny by voksede efterfølgende frem her og blev kaldt Ny Solbjerg. Kroen blev ombygget og udvidet mange gange. I 1963 skiftede kroen navn til Niels Peters Kro efter den nye ejer. I 2005 var det slut med kroen, der blev solgt til nedrivning. På hjørnet af Hovedgaden og Østergårdsvej ligger der i dag en rækkehusbebyggelse, der hvor kroen lå.
9		Kroen var samlingspunkt for mange festlige begivenheder i Solbjerg. Der blev opført dilettant, der var danseskole, keglebaner i krohaven, biograf, der blev afholdt markedsdage, auktioner og dyrskue, som trak masser af mennesker til Solbjerg langvejs fra, og selvfølgelig var her også almindelig krodrift og meget mere. Og I nogle år havde de en snakkesalig papegøje i krostuen, som kromanden havde betalt dyrt for. Papegøjen undslap, da bunden faldt ud af dens bur, efter en kontrovers med en af stamgæsterne.
10		Den smukke præstegård i Astrup blev bygget i 1770 på foranledning af den unge præst Christen Begtrup og trods mange tilpasninger til de forløbne tiders krav, står bygningen i dag i en meget velbevaret og oprindelig stand.
11		Der hvor Fritidscentret ligger, blev det første hus opført i 1886 med genbrug af tømmer fra nedrivning af Bøgeskov skole. Det var et langt bindingsværk hus med facade mod gaden. Huset fungerede først som Afholdshjem i nogle år, og blev derefter omdøbt til Afholdshotellet. Seneren blev navnet ændret til Turisthotellet – i daglig tale ”Turisten” og fik spiritusbevilling. En del af ejendommen blev revet ned, og den nye bygning, der blev opført, står der den dag i dag. Niels Peter Kro holdt også til her på adressen i mange år, før Solbjerg kommune i 1963 overtog bygningen til Kommunekontor, og Niels Peter Jacobsen flyttede over gaden og overtog Solbjerg Kro, som ved samme lejlighed fik nyt navn opkaldt efter kroværten. Da Solbjerg Kommune blev sammenlagt med Aarhus i 1970 blev huset til Fritidscentret, som vi kender det i dag. En tidligere solbjergdreng, Eigil Rasmussen, fik en dag i 2002 den ide, at han ville give byen en gave. Sammen med Fællesrådet blev man enige om, at den rigtige gave ville være et ur på Fritidscentrets facade mod Hovedgaden. Uret og kvisten blev hurtig af borgerne døbt ”Stærekassen”. Og Fællesrådets formand konstaterede, ”At nu havde Solbjerg en reel mulighed for at følge med tiden”.
12		En af byens store personligheder HP kommer hen ad hovedgaden med sin indkøbsvogn/bigshopper. Til Toppen
13		Ormestenen lå oprindelig på en mark syd for byen. Her var der tilbage i 1722 opstået uenighed om, hvor markskellet mellem Onsted og Fastrup lå. Bymændene søgte råd hos præsten i Fruering, der sagde til dem, at de skulle bede til Gud om et tegn. Det gjorde de, og da de kom tilbage til stenen, krøb en mægtig orm op af jorden og hen over stenen, hvor der blev en dyb fure. Efter den fure blev skellet sat. Bagermester Schultz og læge Snitker satte sig i 1920 i spidsen for at skaffe Solbjerg en sten til minde om Sønderjyllands genforening med resten af landet. Den halvanden meter høje sten blev hentet hjem fra marken og blev til sidst opstillet her i anlægget, hvor den har stået siden. Stenen fik en tekst, en dyb fure og en skællet orm hugget ind, og har siden ikke heddet andet end Ormestenen.
14		Cykel Frede var eneboer og en rigtig original, en begavet én af slagsen. Han kunne fikse alt lige fra cykler og knallerter til almindelige husholdningsartikler som støvsugere og strygejern. Han boede på ejendommen Mustrupvej 26, der også var hans barndomshjem. Og selvom han kunne ordne det meste, når folk kom til ham med deres ting, der skulle repareres, så lod han ejendommen forfalde, så den til sidst var helt uegnet til bolig. Han endte sine dage på et plejehjem i Tranbjerg. I Solbjergbogen nr. 5 kan man læse mere om Cykel Frede. Bogen kan købes på Lokalarkivet.
14a		Der er mange historier om Cykel Frede. En af dem fortæller, at kroejeren en aften, hvor Frede havde fået en del øl på kroen, besluttede at køre ham hjem i sin bil. Der var et voldsomt snevejr, og kromanden mente, det var uforsvarligt for Frede at cykle hjem. Da de var nået et stykke, sad bilen fast i en snedrive. På grund af Fredes tilstand foreslog kromanden, at Frede satte sig bag rattet, og han selv gik om bag bilen og skubbede. Kromanden var stærk, og efter et par forsøg var bilen fri. Til hans overraskelse kørte Frede videre uden at stoppe, og kromanden måtte gå tilbage til kroen i snevejret. Mon ikke den episode har udløst en karantæne til Cykel Frede!
15		I 1880’erne skød der andelsmejerier frem overalt, så bønderne kunne sende deres mælk på mejerierne til videre forarbejdning til ost, smør, fløde osv. Transporten foregik i starten med hestevogne. Mælkekuskene fik tit også andre opgaver i lokalsamfundet. Bønderne kunne sende deres bestillinger med mejeriets mælkekusk til købmanden, som så pakkede de bestilte varer, mens mælkekusken afleverede mælk fra bønderne på mejeriet, og så tog han varerne med retur, når han igen kørte ud i oplandet. I 1960’erne blev hesten skiftet ud med en traktor foran mælkevognen. I dag forgår transporten af mælk fra bønderne til mejerierne i en stor køletankbil.
16		Landbruget præger en stor del af Solbjergs opland, men trods det vakte det megen opsigt, da tre kvier pludselig holdt deres indtog i Hovedgaden og blandede sig med trafikken. To af kvierne blev heldigvis indfanget og kom tilbage til deres indhegning i Tander. Den tredie blev uheldigvis kørt ned af en bil og måtte aflives.
17		Vejene blev gradvist indtaget af biler, og det stillede store krav til vejenes tilstand. Bagermester Schultz var utilfreds med de hullede veje. Han inviterede derfor sognets vejudvalg på køretur i sin private bil, og de ærede medlemmer fik syn for sagen. For da bagermesteren speedede op på den hullede vej, landede én af dem på bunden af bilen, og en anden fløj op i taget, hvor han slog hul i hovedet. Vejen blev herefter straks udbedret. Til Toppen
18		Bagermester Carl Schulz var stor iværksætter Der er mange historier om hans engagement og iderigdom. Han gik blandt andet meget op i fjerkræ og tog på verdensudstilling i London i 1930 og kom hjem med fem medaljer – her af tre i guld - for sine gæs og ænder. Han holdt også høns, for selv at kunne levere æg til bageriet. Desværre blev hønsene ikke passet så godt og kunne derfor ikke altid levere varen. Men det var han for stolt til at indrømme overfor konen, så han købte æg hos bønderne, når han var på landtur og kom hjem med kurven fuld.Schulz havde en doven puddelhund, der hed Bjørn. Når solen skinnede, lagde den sig sommetider midt på vejen og sov. Selv om der var få biler dengang, endte den naturligvis med at blive kørt over. Bagermesteren holdt en stor begravelse og inviterede alle byens børn med – til kakao, wienerbrød og flødeskumskager.Da bagermesteren var af tysk afstamning og talte de ubudne gæsters sprog, blev han under krigen sat til at organisere indkvartering af tyske soldater i Solbjerg og omegn. Men han var samtidig også aktiv med at hjælpe flygtede tyske jøder med et fristed i Solbjerg.
19		Bagermester Carl Schulz overtog bagerforretningen på Hovedgaden 59 i 1917. Han startede med selv at gå på sine ben ud til gårdene i omegnen og sælge sine brød, og han endte med at drive Danmarks største landbageri. Han var politisk engageret og gjorde Skanderborg kredsen til Retsforbundets bedste, han stod i spidsen for sænkning af vandspejlet i Solbjerg sø, han oprettede en dyrepark, et lille museum, en folkepark Solbjerghaven og drev et konditori med plads til 100 gæster – og meget mere. Han var kraftbagepulveret fra Solbjerg. I 1923 brændte det gamle bageri, og Schultz opførte den nuværende ejendom med nymodens mansardtag. Bageriet overgik til sønnen Osvald Schultz ved Carls Schultz ’ død i 1950.
20		Carl Schultz købte og drev Fastrup Mølle. Han bad en mand om at male møllen for sig, og ventede på at få et maleri af møllen. I stedet fik han en regning på maling af møllens træværk fra hat til jord. På gårdens marker ligger i dag Møllegårdsparken.
21		I den ene ende af Solbjerg Andelsmejeri var der indrettet et baderum, hvor byens borgere mod betaling kunne få sig et varmt bad. Der var ikke mange, der på den tid havde indlagt vand i husene, så det var et godt tilbud. Det varme vand kom fra mejeriets store dampkedel. Til Toppen
22		Vigtige årstal i Solbjergs historie: 1871 – Hans Madsen, Solbjergs ”grundlægger” byggede Ny Solbjerg Kro, da landevejen blev lagt udenom Gammel Solbjerg med den daværende kro. 1963 - Solbjerg Kommune blev oprettet ved en sammenlægning af Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune og Tiset Kommune 1970 – kommunalreformen. Solbjerg bliver en del af Århus Kommune
23		Og svanen flyver videre mod nye tider.
24		Keglebanen på kroen var en uundværlig forlystelse på den tid. Banen lå bag kroen og dannede sammen med andre bygningsværker den indre gårdsplads med frugttræer, brønd og vandpost og ikke at forglemme et gasværk, da kroen var udstyret med gasbelysning i hovedbygningen. I gården færdedes al slags fjerkræ, høns, ænder, gæs, duer samt kaniner.
25		I Astrup Mose blev der gravet tørv under anden verdenskrig. Tørvene blev brugt til brændsel i de små hjem. Stedet består af mange små moser, som ligger ved siden af hinanden som små søer i landskabet, og rummer en god bestand af gedder, aborrer, brasen, skaller, suder og ål. Fiskekort kan købes i Kiosken (Solbjerg Bageri). Til Toppen

26		Hvad gør man, når jorden omkring den nybyggede skole er blevet stenhård? Man beder børnene tage regnorm med hjemmefra og sætter ormene i gang med jordforbedring. Den nye sportsplads led af ”traktose”. Derfor fik eleverne tilbud om ti kroner for hvert kilo regnorm, de kunne levere.
27		Solbjerg Hovedgade 67 er bygget i 1907 af modehandlerinde Marie Christensen. Hun havde først forretning i den sydlige ende af Afholdshjemmet (Hovedgaden 88), men byggede så huset her og flyttede sin forretning hertil. Hun kunne nok ikke leve af at pynte hatte til egnens damer og havde derfor også systue, hvor byens unge piger kunne lære kjolesyning. Der har i tidernes løb også været bank og postekspedition i ejendommen.
28		Ny Solbjerg Mejeri lå der, hvor der i dag er butikstorv med genbrugsbutik, pizzaria, fotograf, herrefrisør/barber og værtshus – også tidligere kaldet Solbjerg Midtpunkt. Mejeriet var en statelig bygning, det blev indviet 1. maj 1905 og betjente området Solbjerg, Astrup, Onsted, Hvilsted og Fastrup. Den første mejerist var Henrik Lund Andersen. Hans datter Lilly har skrevet sine erindringer om barndommen i mejeriet og livet i byen for cirka 100 år siden. De er udgivet som et lille hæfte, der kan købes i Lokalarkivet. Mejeriet var aktivt i 62 år og blev nedrevet i 1969. På grunden var der først en benzinstation, men senere blev butikstorvet bygget, og her har gennem tiderne været mange forskellige forretninger, blandt andet bank, posthus, lægeklinik m.m.
29		Spor i landskabet og forskellige fund viser, at der har været menneskelig aktivitet i området i rigtig mange år. Der er blandt andet fundet stenredskaber fra stenalderen, sværd spyd og stigbøjler fra bronze og jernalderen. Ligeledes er der fundet potteskår fra keltisk jernalder 200 år før vores tidsalder. Der er også fundet guldringe fra – nej det var ingen guldalder! Til Toppen
30		På næsset ned mod søen i Gl. Solbjerg, lå der tilbage i 1600-tallet seks gårde. Deres jord var splittet op i små agre rundt i hele området. Det var upraktisk og jorden blev derfor efterhånden udskiftet dvs. opdelt, så hver gård havde jorden i et samlet stykke i en stjerneform ud fra byen. Med tiden blev gårdene flyttet ud på de nye marker. Nu er gårdene helt forsvundet, jorden er udstykket og villakvartererne har taget over.
31		Telefoncentralen i Solbjerg startede i 1901, da der var ni abonnenter i byen. På centralen satte man manuelt abonnenterne i forbindelse med hinanden og omverdenen. Det var et fuldtidsjob, da der også var svarepligt om natten. Så når klokken ringede i soveværelset, var det bare ud af fjerene og ind og viderestille telefonopkald. Var telefoncentralen sin tids Facebook? I 1957 var der cirka 350 abonnenter, og i årene efter blev telefonvæsenet automatiseret. Abonnenterne fik nye apparater med drejeskive og kunne således selv fortage opkald. Centralen blev fuldautomatisk og flyttede i 1969 til et nyt hus på Kærgårdsvej 6. Siden er udviklingen gået stærkere end nogen havde fantasi til at forestille sig!
32		Vand-Mari og Vand-Søren boede i et lille bitte bindingsværkshus ved Møddebroen - lige overfor mejeriet. Navnet havde de fået, da vandstanden i Løjenkær bæk ofte stod så højt, at træskoene var sejlet væk, når beboerne skulle op i dagningen. De havde to geder, som de malkede ved fælles hjælp under stort postyr. Hun hjalp også til på mejeriet og gårdene, når der skulle slagtes gris og på kroen med at vaske op, når der var travlt.
33		Vand-Søren var træskomand og gift med Vand-Mari. Han stagede sin robåd gennem bækken ud til søen og fangede fisk til både eget forbrug og salg. Byens børn fik sommetider lov at komme med, hvis de var rigtig artige.
34		Da Vand-Søren og Vand-Mari havde sølvbryllup, fik de en gave fra byen. To store træsko fyldt med flunkende nye sølv enkroner. Og de stod længe på bordet i den pæne stue til fri beskuelse.
35		Bagermester Carl Schultz anlagde en smuk folkelig have, ”Solbjerghaven” i Røde Mose, hvor der under krigen var gravet tørv til opvarmning. Han byggede også selv en smuk villa her – ”Villa Idyl”. Planen var at tiltrække turister til området. Derfor byggede han også et lille stråtækt hus ved indgangen til haven, hvor han ville sælge is. Men der var konkurrence fra Afholdshotellet, der også havde et ishus i hovedgaden, så det blev aldrig den store succes. Til Toppen
36		Marion og Lars – på hver sin Puch model – mødtes i flokken af unge, der holdt til ved søen. De blev kærester, ægtepar og forældre og blev boende ved Solbjerg.
37		Allerede fra 1871, da kroen var nybygget, var Kromanden på Ny Solbjerg Kro aktiv med at annoncere med salg af heste og kreaturer. Der var marked den tredie torsdag hver måned på marken bag kroen. En gang om året var der dyrskue og så var der fest i byen. Der blev pyntet op med flag og blomster. På pladsen var der karruseller, luftgynger, kraftprøve, kanonfotograf, små telte med slik, godt humør, en lille flaske med rødt saft i, isvafler osv. Kroen serverede stor middag med lammesteg, og bagefter var der dyrskuebal både på kroen og afholdshotellet. I 1951 var det slut med markederne i Solbjerg.
38		Shultz’ bageri som det så ud, da han overtog det. I 1923 brændte det gamle bageri, og Schultz opførte den nuværende ejendom med nymodens mansardtag på Hovedgade 59. Ejendommen har skiftet udseende flere gange og har haft mange forskellige funktioner.
39		En fattig karl forelskede sig i gårdmandens smukke datter. Hans eneste chance for at blive velhavende nok til at få lov til at gifte sig med datteren var at finde skatten på søens bund. Mange nætter lå han i sin båd og trak sit net henover bunden. En nat sejlede gårdmanden ud på søen for at overraske og irettesætte karlen. Vinden var hård, og gårdmanden kæntrede og var helt sikkert druknet, hvis ikke karlen var sprunget i vandet fra sin båd og reddede ham. Historiens lykkelige slutning er, at gårdmanden belønnede karlen ved at give ham lov til at gifte sig med datteren.
40		Mange sagn har omtalt en skat i Solbjerg Sø, og mange har gerne villet finde den. En dykker prøvede, men fik kun en trækævle med op. Andre fandt kun nogle hjulfælg, der hvor kisten skulle være blevet kørt ud på en vogn. Et andet sagn fortæller om svolbjergfolk, der tog ud i to både for at ville hæve skatten. De fandt kisten, men tabte den igen, da det forekom dem, at deres by stod i flammer. Et andet sagn fortæller, at skatten blev sænket i Solbjerg sø for at sikre den mod at falde i fjendens hænder (svenskerne). Men hidtil har ingen fundet den - så måske er der noget om snakken! Til Toppen
41		Gamle sagn fortæller, at Solbjerg Sø oprindeligt lå i Jexendalen, og at der ligger en kirke på søens bund. Der er flere udlægninger af, hvordan søen blev flyttet, og hvordan kirken endte der. Det er ikke til at vide, om det var Vorherre, naturen eller en trold i Solbjerget, der skabte søen og kastede kirken i vandet, men endnu lever der folk i vores tid, som mener at have hørt klokkeklang fra søens bund. Hvad kirken angår, er der et gran af sandhed i overleveringerne, men det var på en tør plet i Gammel Solbjerg, der i sin tid stod en beskeden kirke – den bygning, der gav navn til Kirkegaard eller via sproglige forvanskninger til Kærgård. Hvem aner mon forbindelsen til en for længst nedbrudt middelalderkirke, når de i dag haster hen ad Kærgårdsvej?
42		Solbjerg sø’s dybeste sted er cirka 19 meter. Er der noget om snakken, gemmer der sig en kirke på søens bund? Og er det virkeligt muligt at høre klokkeklang fra søens bund? Ja, hvad skal man tro? Til Toppen